Male et verdensberømt maleri om morgenen, studere kroppens anatomi om formiddagen og udarbejde den første fungerende faldskærm over middag. Resten af eftermiddagen bruges på at male endnu et maleri, inden de sene aftentimer bliver brugt på at lege videre med opfindelsen af en kilometer opmåler. Sådan kunne hverdagen se ud for Leonardo da Vinci.

​

Der findes andre multidisciplinære genier end da Vinci, og de har alle påvirket verdenshistorien med deres viden, idéer, værker og opfindelser. Michelangelo, Aristoteles, Galileo Galilei og Thomas Jefferson kan nævnes i flæng. Kendetegnet for disse store personligheder er, at de kan betegnes som en såkaldt polyhistorer - en person, der besidder viden og evner i mange fag.

​

Især personligheder fra Renæssancen har gennem deres polyhistoriske evner sat sit aftryk på det moderne verdensbillede. Michelangelos berømte skulpturer og malerier, Leonardo da Vincis kunst og opfindelser samt Galileo Galileis bidrag til astrologien er blot nogle eksempler.

​

At der var mange polyhistorer fra Renæssancen skyldes et anderledes syn på organiseringen af viden. Under Renæssancen var idealbilledet, at man skulle besidde kompetencer indenfor forskellige felter og fag som litteratur, matematik, biologi, fysik, filosofi og kunst.

​

“Man taler ofte om renæssancemennesket, hvor det handlede om at være det komplette menneske, som kunne besidde alle disse kompetencer. I nutidens samfund er vi mere interesserede i at være specialiseret i én eller få ting,” siger Jakob Bek-Thomsen, lektor i idéistorie ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

​

Det skyldes blandt andet, at der i det moderne samfund mangler incitament til at gå polyhistor-vejen. Specialisering bliver anset for at være en sikrere vej til succes, og jo dybere man specialiserer sig, jo flere penge kan man ofte tjene.

 

​

​

 

 

 

 

 

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

 

 

​

​

​

​

​

​

​

​

Hjerner er forskellige

Menneskehjernen er ikke bedre egnet til at besidde enten en bred eller specialiseret viden. Fra naturens side af er vi født med en bestemt hjerne, og så er det op til individet selv at bruge den til dét, man nu engang finder mest interessant.

​

At nogle har en større IQ end andre, handler, ifølge hjerneforsker Albert Gjedde, om, at folk har haft forskellige barndomme og opvækster. De fleste mennesker har lært, oplevet, prøvet og erfaret forskellige ting, hvilket har påvirket deres måde at bruge hjernen på.

​

“Kompetencer er noget, man opbygger gennem livet. Det handler om, hvad ens forældre og lærere har sat én til at udføre i sin barndom, men det handler også om ens egen interesse - altså om man vil være specialiseret i at spille et instrument, programmere computerprogrammer, løse svære matematiske ligninger, eller om man vil have en mere generel viden,” lyder det fra Albert Gjedde, hjerneforsker ved Københavns Universitet.

​

Selvom man kan præge sin hjerne til at opbygge viden og evner indenfor et felt eller fagområde, er det fysisk umuligt at forøge sin egen IQ. Man kan til gengæld træne hjernen til at løse opgaver, den ikke førhen kunne.

​

​

Polyhistori er for alle

Det er både specialister og generalister, der kan have gavn af at træne sin hjerne for at udnytte sit fulde potentiale. I det moderne samfund spiller specialister i særdeleshed en stor rolle, men de er naturligt begrænset, idet de som udgangspunkt kun kan tackle et problem ud fra deres eget ekspertiseområdes metode.

​

Den engelske filosof Aldous Huxley beskrev specialisters kikkertsyn som en form for “intellektuel cølibat”, da det skaber et fragmenteret verdenssyn. Huxley argumenterede for, at polyhistorer er nødvendige for at kunne løse det moderne samfunds komplekse problemer som klimakrisen, hungersnød og overbefolkning.

​

Men kan alle tænke multidisciplinært?

​

Ifølge professor i uddannelsespsykologi på University of Connecticut, Ronald A. Beghetto, har alle mennesker et polyhistorisk potentiale.

​

“Polyhistori kan fungere på mange niveauer - man behøver ikke være ekspert for at kunne bidrage,” siger han.

​

Tænk blot på skolelæreren, der skriver skolens årlige teaterstykke og har været på nogle madlavningskurser. Historiebøgerne nævner hende ikke, men hendes multikreative talent har stadig haft værdi for hende selv og hendes omgangskreds.

​

Sværere bliver det at realisere potentialet, når niveauet stiger, og man skal bruge mere tid på at udvikle sine evner. I takt med at menneskehedens kumulative viden vokser, bliver det sværere for én person at opnå ekspertniveau i flere fag. Videnskab foregår ikke længere i garagen. Det kræver et laboratorie, tid og ressourcer at lave nye opdagelser.

​

Derfor er polyhistorere på niveau med Leonardo da Vinci utroligt sjældne. Det kræver den helt rigtige blanding af personlighedstræk samt hårdt og dedikeret arbejde for at nå det højeste niveau i et givent felt, og kreativitet kan ofte ikke overføres fra et felt til et andet. 10 års klavertimer gør dig ikke til en dygtig mekaniker.

​

Da Vinci eller ej. Det kan være til stor gavn for den enkelte at udforske sit polyhistoriske potentiale. Hvis man tillader unge studerende at pleje deres multikreative potentiale, vil det føre til et mere dannet og kreativt individ.

​

“Hvis vi udsætter unge for mere usikkerhed i skolen, vil der naturligt opstå flere kreative idéer. Der skal være større mulighed for at udforske sine interesser og evner i skolen, hvis vi som samfund skal finde den næste da Vinci,” siger Ron A. Beghetto.

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

Polyhistorer på hverdagsniveau

En polyhistorer på hverdagsniveau er 26-årige Katrine Lerche Daa Natorp. Hun har en bachelor i antropologi fra Københavns Universitet, har læst til snedker i halvandet år, men studerer nu arkitektur ved TU Delft i Holland. Hun kan dansk, engelsk og hollandsk, og så kan hun spille klaver. Katrine har tidligere sejlet på konkurrenceniveau, og hun ser store fordele ved hendes brede evner.

​

“Som arkitekt designer jeg huse og bygninger til mennesker, så det er vigtigt at forstå dem, jeg designer til - her kommer de antropologiske perspektiver ind i billedet. Snedkerhåndværket er en stor fordel, da jeg kender til materialerne og et klassisk håndværk. Det giver en god forståelse af, hvad der kan lade sig gøre, og hvordan det kan fungere i praksis,” siger Katrine.

​

Ifølge Katrine, har antropologistudiet forandret hendes syn på verdenen. Hun går til opgaverne uden et normativt mindset - altså hvordan det bør være. Hun fokuserer mere på det enkelte individ, samfundsgruppe eller problemstilling, som er relevant for den pågældende opgave.

​

“Antropologien kommer nok ubevidst i spil i begyndelsen af en designproces, hvor mine medstuderende bare går i gang med det samme. Jeg går lidt mere analytisk til værks for at komme helt i dybden med opgaven,” siger Katrine Lerche Daa Natorp.

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

 

Hvem er den nye Leonardo da Vinci?

Ifølge professor i uddannelsespsykologi ved University of Conneticut, James C. Kaufman, er der en kabale, der skal gå op i en større enhed, hvis et fremtidigt polyhistorisk geni på niveau med Leonardo da Vinci skal blive en realitet.

​

“For at komme i nærheden af Store C kræver det held, da vi ikke ved, hvad fremtidige generationer efterspørger af evner og viden. Men ellers kræver det hårdt arbejde, tid, dedikation og fokus for at opnå Store C i flere felter, og dét er svært,” siger James C. Kaufman.

​

Han mener dog, at der nok skal komme en ny person, som kan opnå Store C i flere felter. Felterne kommer sandsynligvis til at ligge tættere på hinanden end Leonardo da Vincis brede palet af egenskaber.

​

“Jeg tror ikke, at da Vinci er en ´one-of-a-kind´, men han er meget sjælden. Der har været andre polyhistorere med Store C i mere end et felt, men man skal bare huske på, hvor meget eller lidt de felter minder om hinanden. Det imponerende ved Leonardo da Vinci er, at hans evner favnede en masse felter, som lå langt fra hinanden,” siger James C. Kaufman.

​

Selvom det er de færreste, der kommer i nærheden af at opnå Store C i ét eller flere felter, kan mindre også gøre det. Alle mennesker besidder et polyhistorisk potentiale, og det er op til individet selv, uddannelsessystemet og samfundet at udvikle det.